Den 23. juni 2016 vil være en dato, der går over i historien. Storbritannien har meldt sig ud af EU.

Uafhængighedsdagen er den allerede døbt af ’leave’-siden, der efter en lang og hård valgkamp står tilbage som sejrsherre.

Resultatet markerer det første store nationale, succesrige opgør med EU, som store dele af det europæiske folk længe råbt deres lunger ud for at få taget. Storbritannien er blevet hørt.

Kampen om Brexit har været længe og hård. Men det er nu, det for alvor bliver interessant. Udmeldelsesprocessen for Storbritannien kommer til at tage tid. I korridorerne og i embedsmandsværelserne omkring i generaldirektoraterne og i Kommissionen vil der være heftig aktivitet. For hvordan skal de egentlig forholde sig, spørger de formentlig sig selv i rådvildhed.

Et nej er et nej, siger Juncker, Schulz og Tusk. Der er ingen vej tilbage for Storbritannien. Man kan dog stadig spekulere i, om EU-projektet holder til, at briterne melder sig ud for altid. Der vil sikkert være nogle i EU-toppen, der spekulerer i, om det ville være en idé, når afstemningen er kommet længere på afstand, at give briterne endnu flere indrømmelser, og dermed en endnu bedre aftale, end den som nu afgående premierminister Cameron fik forhandlet på plads, hvilket vil resultere i en ny folkeafstemning.

Hvis ikke, skal Storbritannien finde en måde at knytte sig til EU’s indre marked. Eksempelvis gennem et EFTA-medlemsskab, som man kender det fra Schweiz.

Ligegyldigt hvad, så er resultatet en tiltrængt rusketur til EU, der tvinger det politiske etablissement til at gentænke systemet EU og medlemslandenes tilknytning hertil. Helt i tråd med store dele af befolkningernes ønske.

EU står over for at blive reformeret. Resultatet giver genlyd over alt. Det er nu, de resterende lande, herunder Danmark, skal finde en vej for, hvordan vi tager del i den.


Hjælp os med at hjælpe Danmark 

Giv et bidrag